Om at stå ‘forrest’ og blive mor…
Som politibetjent var jeg vist nok en af de seje piger. Måske endda lidt en drengepige. Jeg gik ikke af vejen for noget som helst og har prøvet at stå ’forrest’ flere gange. Jeg følte mig udødelig, som de fleste unge nok gør og ønskede også, at være på niveau med mine mandlige kolleger.
Jeg spillede ligeledes håndbold på et rimeligt niveau og flere af mine medspillere skulle efterhånden til at have barn nr. 2. Det fik mig faktisk til at stoppe op og tænke, at der måske var mere i livet end Dansk Politi og divisionshåndbold.
Et lille ønske om at stifte familie begyndte at spire.
Kort inden det lykkedes at blive gravid, blev jeg udtaget til politiets førlederforløb. Det er et forløb, man kan begynde på, såfremt man har lyst og findes egnet til at blive leder. Jeg tænkte, at det helt naturligt måtte være næste skridt for mig.
Det lykkedes…
Efter ca. 6 mdr blev jeg gravid og alle fremtidsplaner om lederuddannelse blev sat i bero. Efter godt og vel 9 måneder kom Liam til verden, og så ændrede livet sig radikalt. Til det bedre og med mere værdi, men også naturlig nok til en tilværelse med mere forpligtelse. Jeg var overvældet, kan jeg huske. Fødslen var i øvrigt noget af det værste, som jeg har været med til, hvilket nærmest også i sig selv kan være en sorg eller et traume. Det vil jeg ikke komme i detaljer omkring. Jeg kom mig over fødslen og faldt mere og mere ind i morrollen, selvom der var mange nye følelser i spil. Vildt meget kærlighed til et lille nyt menneske, som var totalt afhængig af mig. Jeg nød at være på barsel de første par måneder. D. 1. september 2012 kom min mor imidlertid og fortalte at hun var kræftsyg og skulle dø. Hun ville ikke modtage livsforlængende behandling. I dag er jeg taknemlig for, at jeg var på barsel, så jeg kunne være der for hende. Ellers havde jeg nok også taget plejeorlov.
Liv og død…
3 måneder senere døde mor. Så ændrede livet sig igen. Det var lige fra det ene til det andet – fra liv til død. Begge dele er vel egentligt livsbekræftende ad helvede til, men sådan har jeg aldrig anskuet det før nu. Min søn var som lille gudskelov et nemt barn. Hvis jeg ikke havde haft Liam på det tidspunkt, hvor min mor døde, så ved jeg sgu ikke lige, hvor jeg var endt henne. Han var mit lyspunkt, og jeg kunne ikke bare begrave mig væk i min sorg. Det er jo nok egentlig det, som børn også kan – holde os i gang og komme videre, fordi det er det, vi skal. Liam var næsten altid glad og ’all over the place’, som han jo skal være som Manifesting Generator (Human Design), men det vidste jeg ikke dengang. Jeg havde nok at se til på den fede måde, kan man sige.
Tilbage på job.
Da jeg efter barsel startede på arbejde var min fleksibilitet og mit mod mere eller mindre væk. Jeg skulle i hvert fald ikke længere stå forrest og ville helst undgå overarbejde, for jeg skulle hjem til min familie. Mit fokus havde fuldstændig ændret sig, og jeg var blevet så mega sårbar. Jeg ændrede mig. Politiet og håndbolden blev sekundært. Det var som om, at jeg skulle finde en ny identitet. Vi flyttede hjem til Tønder og Liam blev større og større. Jeg blev politibetjent i Tønder. Hans far flyttede efter en fælles beslutning, og så var Liam og jeg alene. Jeg gik ned i tid, og jeg husker det som en god tid. Jeg havde mere tid og overskud til at være en nærværende mor. Det var helt fantastisk.
Det med at skulle være leder i Dansk Politi var pludselig ikke noget, som jeg kunne se mig selv i, så det valgte jeg fra. I dag ved jeg, at jeg var gået ned med stress ’mange’ gange, hvis jeg var fortsat i den retning. Fordi jeg er projector i Human Design. Så havde jeg ’overlevet’ i stedet for ’levet’. Det var formentlig endt i et præstationsræs uden lige, og jeg var blevet en forfærdelig stresset mor. Nogle kan begge dele, men jeg er ikke en af dem.
Frygt
Da Liam var ca. 2 år gammel skete der en voldsom ulykke med et barn i vores politikreds. To af mine tidligere kolleger var ude til opgaven, og de fortalte efterfølgende i bidder om ulykken. Sådan foregår det nemlig – man deler episoden med andre kolleger mhp. at bearbejde den – bevidst eller ubevidst – man hjælper hinanden ved at lytte. Jeg fik egentlig ikke en masse detaljer, men jeg husker, at jeg var så taknemlig for, at det ikke var mig, der var på arbejde den dag. Jeg var i tvivl om jeg havde kunne håndtere det.
Efterfølgende kan jeg huske, at jeg tænkte ’bare vi ikke bliver sendt ud til en opgave med børn’, og indimellem, når politiradioen nævnte vores vognnr, holdt jeg vejret. Den gang vidste jeg ikke, at det egentlig var frygten, der talte indeni, men det forstår jeg i dag. Så med moderskabet fulgte der altså en sårbarhed med, som jeg nok egentlig ikke var forberedt på. Jeg blev samtidig så bange for at miste, men det kender alle forældre måske til. Nogle gange tænker jeg på alt det, som jeg var gået glip af, hvis jeg ikke var blevet mor… Så havde jeg selvfølgelig ikke været så bevidst om det, men alligevel. Taknemlighed. Tænk sig alle de knus og kram, som jeg var gået glip af. Det var sgu nok en mening med, at Liam skulle komme lige der, hvor jeg skulle vælge mellem karrieren i politiet og et knap så stressende og omstillingsparat liv. Så måske en opfordring herfra til at vælge rigtigt og måske også vælge fra. Vi kan ikke det hele og slet ikke på samme tid. Din tid med børnene kommer ikke tilbage.
Far skrev det så fint i sin sidste hilsen til os efter sin død:
I skal passe på hinanden – I har jo været mit ’bedste’.
I min optik er vores ’gøren’ i dette liv ikke så vigtig – vi skal dog trives – men det er vores ’væren’ vi kigger tilbage på, når vi står på målstregen og skal herfra.
Husk at ’leve’ – og ikke kun ’overleve’
Kh. NanaSofia Frydslund
Visionary About Life