Om at miste…
Indenfor coachingfaget taler vi ofte om, at der er nogle milepæle i vores liv, som vender op og ned på vores opfattelse af os selv. Vi tager livet op til revision – måske endda ubevidst, da livet ændrer sig fra det ene øjeblik til det andet. Vi har måske ikke lyst til det, men vi kan ikke rigtigt gøre noget ved det. Vi er magtesløse. Jeg ønsker at fortælle lidt om min sorg. Sorgen kan nemlig have mange ansigter og behøver jo egentlig ikke at være relateret til et dødsfald. En sorg kan også være, at man bliver kronisk syg og mister sin erhvervsevne, at ens barn mistrives, at forholdet til børnenes far slutter, at man ikke kan få børn osv. Jeg synes, at vi glemmer, at det altså også kan være meget trist, og at det faktisk også kan være en kæmpe sorg for nogle. Sorgen har mange ansigter, og den skal bearbejdes og accepteres uanset størrelse.
Jeg har oplevet flere milepæle i mit liv, bl.a.
At blive uddannet politibetjent’
At blive mor
At miste mine forældre
Den største milepæl
Den mest markante milepæl har nok været at miste mine forældre i hhv. 2012 og 2018. Først mor og så far. Jeg var tæt knyttet til dem. For hvert dødsfald kom der bitterhed og tristhed ind i mit liv. Jeg ’tog plads’ i offerrollen. Sorgen fyldte ubevidst meget – det var et kæmpe savn for mig. Mine forældre skulle jo være der for mig… ALTID! Naivt måske, men jeg havde udskudt tanken om, at de skulle herfra, før de blev syge og døde. Jeg glemte sgu egentlig nok at værdsætte dem, før det var for sent. De blev hhv. 76 og 83, så de havde vel egentlig nået det, de skulle i deres liv. Eller de havde i hvert fald haft mulighed for at nå det. Når man har den alder, så er det jo egentlig okay at dø. Det kunne jo dog ikke sige til mig selv de første par år. Glæden i mit liv var væk – jeg søgte den og tog også nogle usikre skridt for at finde den igen. Jeg kom længere og længere væk fra den jeg inderst inde var. Jeg var usikker og utilfreds – og ENSOM, selvom jeg var i forhold og mor til den dejligste dreng. I kender måske følelsen. Jeg sad fast – jeg var i stagnation.
Ændringen
I 2020 mødte jeg de essentielle olier fra doTERRA. De kan give støtte og forløse alle slags følelser, selvom det ’bare’ er ren natur på flaske. Olierne Console og Forgive blev mine faste følgesvende. Console til sorgen og Forgive til min vrede og bitterhed. Efter ganske kort tid fik jeg det bedre. Jeg tænkte flere positive tanker, og jeg kunne tage på kirkegården uden at tude hver gang. Forstå mig ret – det er okay at tude, for ud skal det, men efter 2 år mente jeg, at det var på tide at kunne tage derhen uden tårer ned ad kinderne. Livet føltes lettere, og glæden kom mere og mere tilbage til mig. Med doTERRA fulgte også et skønt fællesskab, hvor jeg for første gang hørte om human design. Det vildeste system til at lære sig selv bedre at kende. Numerologien fik jeg også øje på og kunne grave et spadestik dybere i mig selv. Mere om det en anden gang. Bottomline – jeg fandt glæden igen og fandt hjem til mig selv. Jeg blev nysgerrig på personlig udvikling og forstod, at det var op til mig og ikke andre at ændre min tilgang til livet med henblik på at blive glad og tilfreds.
Er sorgen så helt væk?
Overhovedet ikke, men den fylder ikke så meget mere. Jeg har accepteret og forstår nu, at det er livets gang, og at vi alle skal den vej på et tidspunkt. Af og til popper sorgen dog op alligevel, og minderne vælter ind over én. Især når der kommer en fotoserie på ens iPhone. Forleden skete det igen. En fotoserie med min far. Så var jeg der igen, tilbage i sorgen. Jeg gik tur med hunden, og tudede og tudede. Sendte fotoserien til min bror, og ringede til min kæreste grædende. Ud skulle det jo, og ud kom det – dumme sorg.
For år tilbage havde jeg skjult min sårbarhed, og da slet ikke skrevet en blog om det. Hvorfor så nu? Fordi jeg synes, at vi skal tale om sorgen og dens mange ansigter. Ligegyldigt om den er relateret til et dødsfald, et forlist forhold, kronisk sygdom mv. Tal om sorgen – spørg forsigtigt ind til den. Mærk om den sørgende er klar til at tale om den. De skal vide, at vi lytter og tænker på dem.
Læringer
Jeg ønsker også at sige, at der er mange læringer ved sorg. Dem forstår og ser man ikke, når man står midt i det. Når man er på den anden side, og forhåbentlig er kommet godt igennem, så er man som regel blevet klogere på sig selv. Livsklog kan man vel kalde det. Livet går videre – heldigvis – og en af læringerne for mig var at værdsætte det ganske ’banale’ i at være i live og nyde nuet og vores hverdag med leverpostej og det hele. Sorgen har vi altid med os, men vi kan vælge at ‘fodre’ den hele tiden, eller du kan vælge at bearbejde den, registrere den af og til og mindes med glæde.
Og så en opfordring herfra til at vise sårbarhed, og hvordan det virkelig står til indeni dig. Facader kan vi ikke bruge til noget – knuden i maven bliver bare større over tid.
Ære være mor og fars minde – elsker jer uendeligt.
Kh Nanna Sofia Freudendahl
Visionary About Life.